Skinnende blegt paa den frostklare krop Steg Maanens lys over træerne.. Tusind Aars had og svig og løgne Sad fastbrændt i hendes frostklare øjne... En taare laa frosset paa hendes kind Langsomt men sikkert forsvandt hun ind.. Hendes haar blev stift af kuldens mærke Vindbidt hun laa nu med frossent hjerte Den kolde Maane viste sit ansigt Og skinnede blegt paa hendes flammende sjæl.. Vi fulgte aldrig Livets Kalden I natten flygtede vi i stjernernes skær. Ad Nordstjernens hus,ad Orions vej.. Langt væk fra livet her!! Men disse nætter kom aldrig tilbage, Snart kom lyse og varme tider Og tomme sad vi alene tilbage.. Den kolde Maane sænker sig nu Og langsomt dør vi i stjernernes skær.. Forsvinder fra disse døde enge Fra et liv der til sidst intet var værd!! For skønt maane og stjerner lyser foroven Kommer disse nætter aldrig tilbage.. Livet!?-en plage i alle dage!! Vi fulgte aldrig livets kalden I natten flygtede Vi i stjernernes skær.. Og endelig fandt vi stedet vi søgte Langt væk fra Livet her!!