Ved Toldboden steg en Matros i Land
Hans Haar de vare saa hvide
Han havde ei seet sit Fædreland
I mange Herrens Tide

Han havde ei seet, at Byen faldt
For engelske Blus og Brande
Ham Skjæbnen havde fra Hjemmet kaldt
Langt borte til fremmede Lande

Der stod han da med Haanden i Barm
Og Øiet saa mørkt i Vrede
Og stirrede med vemodig Harm
Paa den tomme Svanerede

Da tørrer han sig om Skjægget brat
Mens Taaren paa Kinden brænder
Han knuger den gamle, begede Hat
Imellem de sitrende Hænder

Hvor er I henne, store og smaa
I Havets stærke Svaner?
Som smykkede her i Dammen Laae
Med Dannebrogs røde Faner?

Søger I end den gamle Færd
Paa fjerne, fjendtlige kyster?
Viser I Fjenden, hvor stolt i bær’
De egeplankede Bryster?

Nei! – I har glemt den gamle Sang
De danske, jublende Toner
Nu stemmer i op den Seiersklang
Der tordner fra Brittens Kanoner