Hvad har hovbonden for alt sin møje
For sin trældom og sure sved
Intet til klæder, lidet til føde
Og stundom ej det tørre brød
Valle og vand, hans tørst må slukke
Dog under åget sig flittigt må bukke

Kommer han hjem, hans trætte lemmer
Værker af trældommens hoveri
Sengen for denne sig bedst bekvemmer
Hvad haver han at hvile dem i?
Lidt halm, lidt vadmel, lidt halvrådden fjeder
To blågarnslagen som usseldom hedder

Det usle han til føde skal æde
Er såerne kun af andet godt
Kernen og krummen, det søde og fede
Skal han alt yde til herskabets pot
Præstens og degnens gryder vel favre
Tør han ej byde det tørre og magre

Slamppamperiet han selver skal have
Selvdøde kalve og halvsyge får
Forsultede svin og køer som rage
Ud af høj alder, til føde han får
Hovposens fylde til tjenestefolks føde
Det er den summa, som lægger ham øde