Jeg er imperia, jordmassens dronning
Urstærk som kulden, der blunder i bjergens skød
Mørk og ubøjelig, ofte jeg drømmer mig død

Pragt er min higen, jeg kender ej mildhed
Jeg er den golde natur, det udyrkede øde
Som giver stene for brød, og som nægter at føde

Ingen kan vække mig uden min elsker
Ilden, min herre, til hvem jeg er givet i vold
Så at jeg røres til afgrundens dybeste fold

Alt er unyttigt undtagen vor skælven
Alt, hvad der trives og pletter som skimmel på min hud
Ruster jeg bort i et møde med jordskælvets gud

Under den græstørv, som vendes af ploven
Hviler mit jernfaste indre unærmeligt frit
Hver, som er gold i sit hjærte, har noget af mit

Af mine kullags og malmårers gifte
Blåner den vårsæd, som yder det nærende mel

Kold for de levendes optog og danse
Drømmer jeg evig om urelementets musik

Jeg er imperia, jordmassens dronning
Jeg er den golde natur, det udyrkede øde
Som giver stene for brød, og som nægter at føde

Giftige kratere, rygende dybder
Sortsvedne huler, der stinker af svovl

Kongernes slot har jeg sænket i havet
Slået den fattiges fattige lykke i skår
Og er utømmelig rig for millioner af år

Kom til mit hjærte, der aldrig har frygtet
Døren er opladt, jeg venter ubændig min elsker