Jeg synger dig en Sang om Verdens Ende:
Fordærv i Valhal trænger ind med Smerte,
Den falske Glans vil Eders Øjne blænde.

Da lakker det mod Verdens sidste Dag;

Letsindighed med Lumskhed sig forbinder,
Da brister, Breidablik, dit Perletag.
Det grumme Spyd i Mørket Loke finder:

Ved Brodermordet køles Kærligheden,
Og Alfers Flok fra Valaskialfen svinder.

Til Odin ofres Mennesker, som Fæ,
Til Hertha druknes Trælle dybt i Lunden.
Hvor finder da Uskyldighed et Læ?
Da glæder ikke meer på Jorden Freden,
Oceanisk i dybden er tomheden blevet,
og verden er tør og forladt.

Da vil sig Ingen over dig forbarme.
Som Ulve dine Børn sig sønderrive,
Da bindes du med egne Sønners Tarme.
Nu sluger Månegarm den blege Måne;
Da mørknes Solen, som en udbrændt Glød,
Med Latter Jetter Aserne forhåne.
Nu bryder Fenrisulven sine Lænker,
Og gør så højt; hilser Jettevrimlen.